VALENTINE: Brændende Kærlighed

Ind af postkassen dumpede der en dag i februar et supersødt krammekort med en masse hjerter og med teksten: “Vil du være min Valentin?” og “med de kærligste hilsener på Valentins Dag”. Men der var ingen afsender. Diddl antog, at kærestebrevet var fra Diddlina, men han undrede sig nu alligevel over, at hun ikke bare havde skrevet, at det var fra hende.
Derfor gik han straks til sin kloge ven Merksmir for at høre, om han havde en god forklaring på dette kærlighedskræmmeri – og selvfølgelig havde Merksmir det. Den 14. februar er nemlig St. Valentins Dag, og denne dag fejrer mange ved at sende søde kærestebreve eller sender blomster og chokolade til dem, de holder af – men uden at skrive afsender.
“Men hvem er denne Valentin?” måtte Diddl vide.
“Jo, ser du”, begyndte Merksmir, “Der er mange bud på, hvem ham Valentin var. En af historierne lyder at den Valentin, som vi forbinder med Valentins Dag den 14. februar og som opfattes som skytshelgen for bl.a. kærestefolk, var St. Valentin – en kristen præst i Rom under Claudius den Andens tid. Under denne Kejser Claudius’ styre var Rom involveret i mange blodige kampe. Kejseren havde stort besvær med at finde krigere til sin hær. Han mente årsagen var, at de romerske mænd ikke ville forlade deres koner, kærester og familie. Så for at skaffe mænd fik han gjort det umuligt at blive gift og forlovet i Rom.
Men Valentin mente nu ikke, at man kunne fornægte kærligheden og derfor viede han dem, der ønskede det i al hemmelighed. Men da det kom til kejserens kendskab, blev Valentin straks arresteret og dødsdømt for at have trodset kejserens ordrer.
Mens Valentin ventede på sin henrettelse fik han besøg af mange unge mennesker, der gav ham blomster eller efterlod ham små beskeder for at fortælle ham, at de mente, han havde gjort det rette og at de også troede på kærligheden. Samtidig fortæller historien, at Valentin samtidig blev meget gode venner med fangevogterens datter, og inden han blev halshugget den 14. februar (deraf datoen) år 269 e.Kr. skrev han et lille, sødt brev til sin veninde, hvor han takkede for hendes venskab, og underskrev det “fra din Valentin”.
Valentin-breve er derfor i årene derefter blevet en tradition verden over – i slægt med at sende gækkebreve. Dog forpligter man sig ikke på samme måde med at skulle give chokoladeæg, hvis man ikke gætter, hvem Valentin kortet er fra.”

Nej, det kan godt være, tænkte Diddl ved sig selv, men jeg vil nu alligevel gerne glæde Diddlina med en lille Valentinsoverraskelse, når hun nu har været så sød at sende mig et Valentins Kort. Så Diddl skyndte sig straks at invitere hende til en lille, romantisk middag – og hvad var mere nærliggende end at servere Brændende Kærlighed??!!!
Her kommer opskriften:

Brændende kærlighed
(4 personer)

Der skal bruges:
1 kg kartofler
2 dl mælk
ca. 15-20 g smør eller margarine
Salt og peber

200-300g røget bacon i tern eller flæsk
2-3 løg
8-10 skiver syltede rødbeder
1 lille håndfuld persille, hakket

Først skal kartoflerne skrælles. Skyl derefter alle de skrællede kartofler godt og og skær dem i mindre stykker (så skal de nemlig ikke koge så lang tid).
Læg kartoffelstykkerne i en gryde og hæld koldt vand i gryden til kartoflerne er dækket.
Når vandet når kogepunktet skal der skrues ned for varmen og kartoflerne skal koge til de er godt møre (ca 20 minutter afhængigt af størrelsen).

Skær løgene i små stykker. Steg baconstykkerne på en tør pande til de er gyldne. Hæld det meste af fedtstoffet fra panden og brun løgene i resten til de er gyldne.
Skyl dernæst persillen, tør det i et stykke køkkenrulle eller rent viskestykke og hak det groft. Lad de syltede rødbeder afdryppe i en sigte og skær dem i små tern.

Når kartoflerne er færdigkogte (mærk efter med en gaffel om de er så møre, at de er lige til at mase) skal vandet hældes fra. Pas på ikke at få den varme damp op i ansigtet! Mos derefter kartoflerne med et særligt kartoffeljern eller et piskeris/håndmixer. Lun mælken i en kasserolle eller i mikroovnen (ca. 1½ minut). Tilsæt den lune mælk i de mosede kartofler, mens der stadig røres rundt, indtil mosen bliver luftig. Tilsæt smør og smag til med salt og peber.

Anret kartoffelmosen i en skål eller fad som et lille “bjerg” og lav en lille fordybning foroven. Fordel bacon, løg og rødbedestykker deri og slut af med et drys persille.

Serveres evt. med groft rugbrød og ketchup.


Velbekomme
– og kan I nu alle ha’ en rigtig god og supersød Valentinstid!

 

Indlægs forfatter: administrator

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *